“Du skal bare gøre sådan der”, sagde en overlegen og utålmodig pige i 5.klasse til et andet barn, som havde svært ved matematik opgaven. Pigen var mig. Jeg var ret sikker på at jeg havde regnet alting ud nu – 10 år gammel og lige startet på Eventyrteatret. 

Nu var jeg skuespiller – eller var jeg? 

Min rejse ind i faget ligner nok mange andres: Jeg har optrådt så længe jeg kan huske – lige siden jeg var 3 år og gik til dans hos ’Jazz og Motion’ i Hvidovre. Til mit første afdansningsbal havde jeg sceneskræk. Jeg var bange for de mange dansere på scenen (nogen voksne, andre børn), som jeg ikke vidste, hvem var. Jeg var overrumplet.

Det lykkedes aldrig at gå ind på scenen til finalenummeret.

Showet fandt sted i koncertsalen på Sankt Annæ Gymnasium. Skolen hvor jeg senere tog min studentereksamen, og hvor jeg også havde min ’debut’, som teaterinstruktør for SAG-show i 2013 – Nordeuropas største elevproduceret skoleforestilling. Hvordan man så end har fundet ud af det.

Efter gymnasiet vidste jeg, at jeg måtte tage mit skuespil alvorligt. Jeg havde allerede professionel erfaring, fra jeg var 11 til jeg var 13, hvor jeg medvirkede i 2 forestillinger på Folketeatret og et stykke på Det Kongelige Teater. Synge kunne jeg også, det havde jeg lært gennem Eventyrteatret, som gav mig kontakten til sangunderviserer, der tilbød soloundervisning.

Så jeg opfattede mig selv som scenekunstner – måske lidt mere i en overgangsfase, på vej ind på Den Danske Scenekunstskole. 

Men hvor starter man så? Hos Skuespillerakademiet, ledsaget af skuespiller og rektor, Troells Toya, hvor der tilbydes grundkurser til skuespilleraspiranter. Her fik jeg grundformen for min ”voksne” teknik – og når jeg siger voksne, er det egentlig bare fordi jeg lærte at spille autentisk efter jeg blev myndig.

Det var første skridt ind i en erkendelsesrejse. Erfaring er ikke alt.

6 gange afslag fra Den Danske Scenekunstskole fik mig til at forstå, at jeg ikke var den eneste, der havde forhåbninger om at være Danmarks nye stjerne. Omkring 1.000 mennesker søgte ind hvert eneste år, og kun 6-8 kunne få en plads i træningslokalerne i henholdsvis København, Odense og Århus.

Jeg forsøgte også udlandet – nærmere bestemt London og Oslo – men kom hellere ikke ind her.

Var jeg så bare en dårlig skuespiller?

Jeg fortsatte med at dygtiggøre mig selv, mens jeg fik roller i filmbranchens undergrundsmiljø, og i professionelle produktioner med løn. Jeg startede på Det Danske Filmskuespillerakademi på Østerbro i 2018, under ledsagelse af Kenneth Carmohn. Her lærte jeg at slippe de idéer jeg havde om, hvad en spiller skulle kunne. Jeg forstod pludselig, at hvis jeg turde stå i min egen usikkerhed, foran kameraet eller på scenen, så kunne det ikke blive meget mere ægte for publikum at se på. 

Jeg fandt mig selv efter et år på Det Danske Filmskuespillerakademi. Jeg søgte ikke op på Den Danske Scenekunstskole det år og ved heller ikke, om jeg gør det igen.

Én ting ved jeg: Jeg tjener penge på mit håndværk og har underskrevet skuespillerforbundets godkendte kontrakter. Jeg har været nomineret til to internationale priser – og jeg har vundet den ene. 

Så helt aspirant er jeg nok ikke længere. Og var der afdansningsbal i morgen, skulle jeg nok møde op! 

Lad mit arbejde stå på mål for bedømmelsen

Bedste hilsner

Siff Andersson, oktober 2020

2015 London Film Awards

Won Gold Lion Award: Acting & Performance Best Supporting Actress for Høsten (2015)

Nylige projekter